presents

Fortællingen om pigen, som Vitus forelskede sig i, elskede, mistede og stadig elsker. Det er en fortælling om at acceptere de ting, man ikke kan ændre, samle mod til at ændre de ting, man kan - og have indsigt til at se forskellen. En historie om, hvordan livet og døden nogle gange kan gå hånd i hånd.

Del 1

Til livet os skiller

Da Vitus' kæreste blev gravid, kunne han være med eller ej, men beskeden var klar: hun ville beholde barnet. Midt i kaosset mødte han en pige til en fest. Hun hed Emma, og hun kom til at ændre hans liv på godt og ondt.

//

Siden sidst har jeg ikke været på Amalfikysten, for selvom jeg godt ved, at det blot er endnu et af de steder, hvor du ikke er, så er det det eneste sted, hvor jeg endnu ikke har fået det bekræftet. Og selvom det er irrationelt, så er håbet om, at du står oppe i Ravello i din hvide nederdel og spiller petanque med de gamle italienere, nok til at få mig ud af sengen om morgenen.

Del 2

Hemmeligheder på Amalfikysten

Første møde med Emma blev til en forelskelse, der blev til en tur til Amalfikysten. Vitus fortalte ikke Emma om sit kommende barn, men det blev tydeligere og tydeligere, at der også var noget, som hun holdt tilbage for ham.

//

Siden sidst har jeg købt en båd, to cykler, en ansvarsforsikring, tre telefoner og en pladespiller. Siden sidst har jeg købt en rejse til Marokko, hvor jeg boede i kystbyen Essaouira, spiste dadler, hørte Gnawa-musik, vandrede i ørkenen og kiggede på havet, mens jeg tænkte over, at du burde have været der.

Del 3

Du må ikke lyve for mig

Emma begyndte at opføre sig underligt og sende blandede signaler, efter Vitus fortalte hende om sin ekskærestes graviditet. Han havde på fornemmelsen, at det handlede om noget andet, og da hun bekræftede hans frygt, rev det hans verden i stykker og satte ham i en uløselig situation.

//

Siden sidst har jeg brugt meget tid på at tænke “hvad nu hvis?” Hvordan ville mit liv have været, hvis jeg slet ikke havde mødt dig? Hvad nu hvis du ikke havde sagt det? Eller hvis du havde sagt det tidligere. Havde vi fundet sammen, hvis jeg havde vidst det fra start?

Del 4

Til døden os forener

Vitus havde givet op og sat sig til at afvikle sit liv med alkohol og tobak som hjælper, da hans far kom og samlede ham op og fortalte om Vitus’ mors selvmord flere år tidligere. Efter en weekend med sin far mandede Vitus sig op og tog (måske for første gang) ansvar for sit liv.

//

Om at overtage huset på Amalfikysten, lave en tennisbane, ansætte en afghansk gartner og opdrage vores børn til at kunne fire forskellige sprog. Om at rejse til Madagaskar og finde mindst én ukendt planteart, som vi kunne navngive. Om at købe en gammel færge, indrette den som en salon fra 30’erne og sejle jorden rundt.

Del 5

Det blev en ny dag

»Emma er her ikke mere, og du skal være far. Sur røv, men sådan ér det, og det må du sgu forholde dig til«

//

Siden sidst har jeg skrevet det her brev til dig, for selvom jeg godt ved, at du nok aldrig kommer til at læse det, så giver det mig et lille håb, og måske er det ikke meget, men det er alligevel nok, for siden sidst er jeg ikke holdt op med at elske dig. //Vitus

Siden sidst

Kære Emma

Siden sidst har jeg ikke været på Amalfikysten, for selvom jeg godt ved, at det blot er endnu et af de steder, hvor du ikke er, så er det det eneste sted, hvor jeg endnu ikke har fået det bekræftet. Og selvom det er irrationelt, så er håbet om, at du står oppe i Ravello i din hvide nederdel og spiller petanque med de gamle italienere nok til at få mig ud af sengen om morgenen. Også selvom det er mørkt udenfor, selvom jeg ikke længere kan dufte dig på min hovedpude, og selvom din sætning om at “enten så går det, eller også går det over”, endnu ikke har vist sig at være sand. Den lille usikkerhed der ligger i, at jeg endnu ikke har været dernede og bekræfte dit fravær efterlader også et lille håb, og selvom det hverken er meget eller nok, så er det stadig håb, og det er svært at holde til at være menneske uden det.

Siden sidst har jeg savnet dig rigtig meget. Savnet, at du altid fik mig til at grine, når jeg var tæt på at græde. Savnet din hånd mod min nakke, når vi sad sammen på en bænk ved søerne og navngav svanerne. Jeg har savnet måden du brummede på, lige før du faldt i søvn, og dit forvirrede, men tilfredse smil, hver gang, du vågnede op. Jeg har savnet at kigge på dig, uden du lagde mærke til det, og tænke, at du var et af de sjældne mennesker, der trækker fra i en verden, der insisterer på at lægge til. Jeg savner dig, når jeg drikker mælk, for det minder mig om, at du altid drak kaffen sort, og jeg savner dig, når jeg er i bad, for det minder mig om, at du altid nynnede ’Jeg er havren’, når vi stod sammen under bruseren. Jeg savner dig nu, hvor jeg skriver det her brev og føler mig tæt på dig, men jeg savner dig endnu mere, når jeg laver alt muligt andet og føler mig fjern.

Siden sidst er det gået op for mig, at man ikke bør måle tiden på dens varighed, men på dens fylde. Tiden havde fylde den eftermiddag i maj, hvor vi lå i bibliotekshaven, spiste brød med feta og var stille sammen. Tiden havde fylde, når du insisterede på kun at gå baglæns, hver gang vi var i Netto, og den havde fylde, dengang du ville have, at vi skulle høre Bachs cellosuite i hver vores hovedtelefon, mens vi spiste en shawarma på vej hjem fra byen. Tiden havde fylde, når jeg havde ondt af mig selv, og du nev mig i kinden, grinede og sagde, at du delte middelklassesmerten med mig. Tiden havde fylde, da vi sad under citrontræet i Italien og spillede Casino, og den havde fylde, hver gang du krævede, at jeg læste op af Hermann Hesse-bogen, før vi skulle sove. I stedet for at være vred over at det ikke varede længere, har jeg siden sidst besluttet mig for at være taknemmelig over den fylde, som tiden havde.

Siden sidst har jeg købt en båd, to cykler, en ansvarsforsikring, tre telefoner og en pladespiller. Siden sidst har jeg købt en rejse til Marokko, hvor jeg boede i kystbyen Essaouira, spiste dadler, hørte Gnawa-musik, vandrede i ørkenen og kiggede på havet, mens jeg tænkte over, at du burde have været der. Siden sidst har jeg også købt et jakkesæt med en sort blazer, en hvid skjorte, tynde bomuldsbukser og et par fine lædersko. Det havde jeg på til begravelsen, hvor det kun var dig og præsten, der ikke græd.

Siden sidst har jeg været en idiot. Det er lettere at være vred end ked af det, og derfor er ret mange ting gået galt for mig. Jeg har smadret ruden på en 7-eleven, er blevet anholdt og har brækket min hånd mod en væg. Siden sidst har jeg sagt ting, jeg ikke mente, til mennesker jeg elsker, og undladt at sige det, jeg egentlig mente - at jeg var vildt ulykkelig og faktisk havde brug for dem. Siden sidst har jeg siddet fuld og alene i en kælderskakt på Nørre Farimagsgade midt om natten og lyttet til Nils Frahm for at føle mig tæt på dig, men det har kun ført dig længere væk. Siden sidst har jeg ødelagt min lejlighed uden jeg hverken blev glad eller fortrød det. Sådan var det bare, som det meste andet – ligegyldigt. Min læge kaldte det en klinisk depression. Jeg kaldte det et fravær.

Siden sidst har jeg brugt meget tid på at tænke “hvad nu hvis?” Hvordan ville mit liv have været, hvis jeg slet ikke havde mødt dig? Hvad nu hvis du ikke havde sagt det? Eller hvis du havde sagt det tidligere. Havde vi fundet sammen, hvis jeg havde vidst det fra start? Ville vi have fået børn, hvis det ikke var sket? Hvor ville vi have boet og hvem ville vi have været? Men det er alle sammen spørgsmål, der aldrig kan besvares, og måske er det dét, der gør dem så tiltalende – at de modsat virkeligheden ikke forholder sig til, hvordan tingene nu engang er.

Siden sidst er der visse ting, jeg er holdt op med. Jeg er holdt op med at spille casino, tage til Refshaleøen og høre Steppeulvene. Jeg er også holdt op med at med at spise risotto, skrive sms’er på andre sprog og udskifte bestemte ord i avisartikler med noget sjovt. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide de ting, men fordi det er ting, der på en eller anden måde tilhører os to, og som derfor er ufuldendte uden dig som en del af dem.

Siden sidst har jeg ringet til mig selv mindst én gang om dagen for at høre telefonsvareren, som du indtalte ved mit køkkenbord i Blågårdsgade. Det var den aften, hvor vi drak hvid te, spiste østers og hørte Buena Vista Social Club. Når jeg hører telefonsvaren, tænker jeg på alle vores drømme og planer. Om at overtage huset på Amalfikysten, lave en tennisbane, ansætte en afghansk gartner og opdrage vores børn til at kunne fire forskellige sprog. Om at rejse til Madagaskar og finde mindst én ukendt planteart, som vi kunne navngive. Om at købe en gammel færge, indrette den som en salon fra 30’erne og sejle jorden rundt. Jeg har tænkt over, om drømmene var et forsøg på at udødeliggøre os, et forsøg på at skabe noget, der kunne leve uafhængigt af vores kroppe, eller om de faktisk på en eller anden måde var dit rekviem.

Siden sidst, har jeg båret dig ud af kirken i din kiste. Jeg kan ikke huske andet fra din begravelse, men Mads siger, at solen skinnede, og at jeg holdt en smuk tale. Samme aften lavede jeg en risotto, fordi det var din livret, og selvom jeg ikke kunne spise noget, så var det det mest meningsfulde måltid, jeg nogensinde har lavet. Siden sidst har jeg mødt intetheden, som er en ret svær tilstand at beskrive. Det nærmeste, jeg kan komme det, er at sige, at jeg var stille i et halvt år.

Siden sidst er livet fortsat. Jeg har fået en datter, der hedder Nora, jeg ser dine forældre mindst en gang om måneden, og jeg er begyndt at grine igen. Nogle gange tænker jeg faktisk, at jeg er lykkelig. Siden sidst har jeg besøgt dig hver søndag, og siden sidst har jeg også set min mors grav for første gang. Siden sidst er jeg holdt op med at betragte mig selv som et offer for livet, men i stedet forsøgt at være taknemmelig. Taknemmelig for tidens fylde, når jeg tænker på dig, når jeg læser lektier med Nora, når jeg ligger i min seng og forestiller mig, at du står i Ravello og spiller petanque. Det hårdeste var egentlig ikke din død. Det hårdeste er dagene, hvor der ikke sker noget voldsomt, hvor alting er, som det plejer, hvor tingene egentlig går godt, men hvor jeg alligevel kan blive ramt af dit fravær, og mangle noget at lægge den sorg i. Når de dage finder sted, går jeg ud og betragter naturen. Bemærker, hvordan den overlever uanfægtet. Hvordan den forsyner sig selv. Hvordan den blomstrer, dør og genopstår. Og værdsætter at du er blevet en del af den. Siden sidst har jeg skrevet det her brev til dig, for selvom jeg godt ved, at du nok aldrig kommer til at læse det, så giver det mig et lille håb, og måske er det ikke meget, men det er alligevel nok, for siden sidst er jeg ikke holdt op med at elske dig.



Vitus

Om projektet

I en tid hvor litteraturen i stigende grad er en fiktionalisering af virkeligheden, er ’Noget om Emma’ et forsøg på at gøre det modsatte, skabe dokumentar ud af fiktionen. Fortællingen er baseret på Sigurd Hartkorn Plaetners roman ’Noget om Vitus’, der udkom på Gyldendal i 2015. Podcasten er i ligeså høj grad også et forsøg på at give et nyt bud på, hvordan en lydbog kan produceres og distribueres. Om det, forklarer Sigurd Hartkorn:

"Jeg har det svært med lydbøger, fordi det talte sprog er så anderledes end det skrevne – det kommer let til at virke opstyltet, distanceret og alt andet end ærligt, når man læser op af en bog. Jeg ville derfor forsøge at oversætte tekstens umiddelbarhed til en ærlig fortællerstemme og valgte at afprøve interviewformatet mellem to venner. Derudover ville jeg prøve at tilpasse det nutiden ved at afsnitsopdele historien og gøre den tilgængelig på podcast-platforme, så vejen til ’lydbogen’ pludselig blev meget kortere. Om det er bedre, ved jeg ikke, men det er i hvert fald et andet bud på, hvordan man kan gøre det – og det havde på ingen måde kunne lade sig gøre uden Prxjects."

Medvirkende

Samarbejdet med Prxjects

Noget om Emma er blevet til i samarbejde med kulturlaboratoriet Prxjects by Mercedes-Benz, der har givet Sigurd Hartkorn Plaetner mulighed for at afsøge nye områder af litteraturen ved at være sparringspartner på produktion og ideudvikling. Prxjects har siden efteråret 2015 været med til at realisere musikvideoer for danske musikere som bl.a. Soleima og Liima og været involveret i Chart Art Fair. I løbet af 2017 vil Prxjects løfte sløret for en række forskellige kulturtiltag, der som Sigurd Hartkorn Plaetners lydbog griber kulturen anderledes an end normalt. Se flere projekter på prxjects.com